Alba, Guatemala

Alba, 26 år, er maskinsyerske på en tekstilfabrik i Itzapa. Hun er ikke medlem af en fagforening, men deltager i projektets kursus for menneskerettighedsobservatører. Hun har tre børn og bor i fast parforhold.

“En dag opnåede vi ikke produktionsmålet og de fortalte, at vi blev nød til at arbejde hele lørdagen for at erstatte den mængde, vi ikke havde lavet. Vi fik lønnen med en check, men om lørdagen kan man ikke veksle check, så vi havde ikke penge den dag. Da vi ikke kendte vores rettigheder fandt vi os bare i det. I dag føler vi os bedre støttet som arbejdere og som kvinder på grund af kurserne, som har lært os at gøre vores ret gældende.

I fabrikkerne vil der aldrig være forandring fordi koreanerne kræver, at man arbejder til sent, de gør os til slaver og når vi bliver syge giver de os aldrig lov til at gå til lægen. Hvis vi bliver væk trækker de både sygedagen og søndagen i lønnen. De skælder os ud og på deres sprog kalder de os kyllingehoveder. Uden en fagforening vil intet nogensinde forandre sig, og jeg beder til Gud om, at vi organiserer os alle sammen for at forsvare vores rettigheder.

I den sag, jeg beskrev, kunne vi ikke forsvare os, fordi vi ikke kendte vores rettigheder. Men nu er vi blevet klare over, at vi har rettigheder, fordi vi alle er mennesker. Vi er noget værd. Nu kan vi forsvare os på arbejdet og i huset, og som kvinde.